Et møde
Novelle af Allan Christensen
Hvorfor skreg hun ud med åbne arme. Hvorfor !
På en bænk sad hun da Peter kom forbi. Et noget mærkeligt syn midt på dagen.
Egentligt var han bare ude af gå en tur men denne mærkelige sene fik ham
til at stoppe op.

Det var en køn pige med rødt hår der sad der og tåre løb ned af hendes kinder
hun har vel været omkring de 45 år gammel og inden under den lyse hud kunne
man se at det var en kvinde der havde gennem gået store ting i sit liv.
Ikke at hun var alkoholiker eller på stoffer bare en masse problemer af stor
betydning i hendes liv.

Peter rakte et papirs tørklæde frem.

Hendes øjne faldt på ham med stor skepsis. Uden et ord tog hun imod det for at kunne
tørre sine forgrædte øjne.
Må jeg sidde spurgte Peter og pegede med hånden. Hun svarede ved at rykke lidt på
sig.
Det er ikke nemt med kvinder der græder og råber tænkte Peter , det er ikke altid
man kan finde ud af hvad grunden er for deres situation.
Så Peter sagde ikke noget. Han valgte bare at være tilstede.

Havde jeg bare lyttes sagde pigen stille ud i luften.

Til hvad sagde Peter.
Til min Far svarede pigen og fortalte at nu var det for sent hendes far var død.
Det gør min ondt svarede Peter, ja måske er det en god ide at lytte til sine forældre.
Jeg kunne jo ikke vide…. pigen standsede i sætningen … at han ikke var ond.
Ond svarede Peter, nej da hvorfor skulle din Far have været ond.
Ja, nemlig svarede pigen, men det var hvad min mor fortalte mig.
Peter rynkede panden , det var trist sagde han, hvad skete der ?
Jo sagde hun , hele mit liv har jeg troet på at min mor talte sandt når hun fortalte
at min Far var en ond person. Det var hvad hun mente fordi de blev skilt og ikke
som venner men som uvenner.

Ingen er vel evigt onde , svarede Peter.

Nej nemlig sagde pigen men det fandt jeg først ud af efter hans død.
Og nu kommer jeg til at rænke på alle hans råd og se, de er alle gået i opfyldelse
og jeg kunne have undgået mange en ulykke ved at lytte og rette mig efter dem.

Hun fortalte om de mange mænd hun havde haft, om de børn der var opdraget
i en dårlig atmosfære og som derfor forlod hende så hurtig de kunne.

Hun fortalte om hvordan hendes liv havde været alt andet end en dans på roser.
Jeg har ingen børn svarede Peter idet han mente tiden var inde til at fortalte
lidt om sig selv. Jeg har ikke været gift forsatte han.

Pigen snøftede lidt op og svarede : Du er heldig.
Måske svarede Peter, men jeg ved ikke hvad jeg er gået glib af.

Men efter din historie at dømme er der kun en ond person i det spil.
Hvem spurgte pigen og så på Peter.
Din Mor, svarede Peter.

Pigen holdt op med at græde. Hun så tomt frem for sig og svarede, Ja du har ret.
Min sagde pigen hun gav mig så mange ting, penge og alt.
Hvor er det henne nu, svarede Peter.

Tavshed igen. Borte svarede Pigen.
Men jeg kan aldrig gøre det godt ingen sagde pigen.
Peter tænke sig om inden han svarede , nej ikke i denne omgang.
Bitterhed har du sået og bitterhed skal du høste.

Peter rejste sig og rettede lidt på tøjet.
Var han for hård ved hende, tænkte han, tja sagde han og slog ud med armene

Sådan kan der gå.